Nu, lige nu.

Hvorfor der ikke bliver skrevet på den her blog, er en gåde. Jeg har lysten og næsten også tiden. 

Men hver gang et indlæg ligger klar og skal sendes, trækker jeg vejret endnu en gang og får overbevist mig selv om, at indlægget ikke er nødvendig. 

Nogen gange tænker jeg, at der må en forklaring til. En forklaring og fortælling om alt det der er sket siden sidst. Men hvorfor egentlig det? Så pyt, blev der sagt nu starter jeg her i det nu, som er lige nu. 

Jeg er i en zone, hvor alt omkring mig skifter. Jeg elsker når der sker noget, men samtidig bliver jeg så træt af alt det nye og alle de nye ting som jeg forsøger at finde fodslaw i. 

Jeg troede,  jeg kendte de folk, som jeg har været kollegere med i snart 12 år. Men ikke nikke nej om jeg gør det. Jeg har fundet nye svage OG stærke sider både ved dem og ved mig selv. Alt det fordi jeg har skiftet plads og rolle. 

Det nu, der er lige nu er grænseoverskridende og jeg forsøger ihærdigt at holde næsen oppe og fødderne på jorden. 

Det er det, som fylder lige nu. 

Jeg er dybt taknemlig for veninder der holder fast og står og griber mig, hver gang jeg falder. 

 Jeg bruger min lille bil hver dag. Den kunne godt se ud til at trænge til lidt omsorg. 

 Måske jeg skal øve lidt mere i selvforkælelse og gøre mere i de ting, som jeg ville ønske jeg gjorder. 

Der en nogen i huset, der er gode til det. 

En ny verden

"Blogverden" er meget forandret siden jeg blev fanget. Jeg brugte meget tid på at surfe rundt og læse om andres hverdag, se på flotte billeder af hjem, familie og kreative ideer. Men som tiden gik, blev der færre opdateringer på de blogs jeg næsten dagligt fulgte og jeg mistede gejsten for at følge med i hvad der skete i bloglandet. 

Tiden bag skærmen er ikke blevetmindre, tværtimod er det stadig her jeg søger inspiration og ny viden, læser nyheder osv. Mit daglige fix, som jeg er afhængig af og som tager alt for meget af min tid. 

Min egen personlige hverdag, i den virkelige verden, er blevet vendt på hovedet og byder nu på nye udfordringer som jeg elsker, men som nogen gange føles som en ordentlig mavepuster. 

Min rolle på arbejdspladsen blev ændret for et år siden. Arbejdspladsen er den samme, men på en anden og helt ny afdeling som ikke er afprøvet før. 

Jeg trives rigtig godt i det nye og elsker de nye opgaver. 

Når der er for få fridage til at restituere mister jeg overblik og tålmodighed. 

Alt for mange ting bliver gjort halvt og jeg banker mig selv i hovedet med dårlig samvittighed. Nu er jeg der igen, ved det og alligevel er der ikke en smule fornuft i hverken mine handlinger eller tanker. 

Jeg ser spindelvæv, beskidte gulve, krøllet tøj og roser der skulle beskæres. 

Vasker lidt tøj og hænger  det op, men rent tøj ligger i store bunker og venter på en kærlig hånd. 

Bilen roder og trænger til støvsugning og vask. Jeg tænker det hver gang, jeg sætter mig ind og starter. 

Nu er der to timer, så skal jeg igen være på jobbet. Hvad kan jeg nå ? Hvad er bedst at tage hånd om ? 

Suk 

Ferie nærmere sig

Natten er tættere på og jeg burde gå i seng. Har faktisk trængt til det i 2 timer og alligevel hænger jeg her. Nyder roen der er, lytter til musik der glæder. 

En teenager der fik et mindre flip over udvalget til madpakken der smørres, er gået i seng... Og madpakken blev klaret inden. 

En dag på jobbet, hvor jeg skulle finde svar, være på og samtidig være mig. 

Ingen ting nåede jeg her hjemme. Orkede kun den almindelige morgenrunde, hvor opvaskemaskinen blev fyldt og tændt. 

Resten af ugen er med mange krav og planlagte timer. På fredag går jeg hjem, ligger telefonen fra mig og trækker stikket.... Glæder mig. 

I morgen skal jeg til MUS samtale, har forberedt mig. Alligevel har jeg det som, at skulle til en uforberedt eksamen og fremlægge mit arbejde. Vældigt åndssvagt, for mine ledere er fuldt ud på linie med det jeg laver, og jeg ved jo inderst inde der ikke er noget at frygte. Kan bare ikke sætte den yderste skal til at forstå det. 

Noget helt andet. Ham her og jeg skal hygge. Vejret har bare at arte sig! 

Når humøret ikke er højt

Nogle gange driller mit humør og jeg er en rigtig strid dame. Sådan er det i dag. Jeg har en ubeskrivelig lyst til at skælde ud, råbe og trampe hårdt i gulvet.

 Det er bestemt ikke pænt, det ved jeg. Jeg trækker mig tilbage for en stund for at undgå at støde ind i manden og sønnen. De er uden skyld og skal ikke lide overlast af mit dårlige humør. 

Måske er det vejret, der er grå og trist, måske er det rodet i huset eller måske er det bare fordi at det er sådan at være mig. 

Jeg elsker min hverdag og mine nye funktioner på arbejdet, hvor jeg udfordres og får mulighed for at lave noget andet end hvad jeg normalt har gjort. 

Vores mellemste datter har haft pitstop her hjemme i to år. Nu skal hun videre, det glæder mig... Huset er ikke stort nok til 4 voksne mennesker. Men det er også lidt vemodigt, at skulle undvære hende i dagligdagen. 

Måske er det ændringer og rod der er skyld i mit dårlige humør. Så nu vil jeg ... Ta daaaa gøre noget ved det. :) 

Bedste medicin

Jeg bruger en stor del af min tid på ham her. Han er fantastisk og giver mig ro til sætte tankerne på plads.

Arbejdslivet, der hvor jeg tjerner penge til de nødvendigheder der er i hverdagen, har budt på store forandringer som betyder at jeg ryster mine fjer lidt. 

Jeg elsker det nye, men mange ting som ikke endnu kan køres på rygrad, skal sættes på plads og huskes. Jeg glædes over forandringen og elsker alt det nye. - Og lige med et, så banker minsandten også julen for døren. Hvor kom dog den fra... Jeg kan ikke forstå det allerede er nu. 

Jeg har i dag bagt en omgang pebernødder, en fridag midt i alt kaos, fik mig i gang. Der er vasket tøj, som lagt sammen og på plads. Lige om lidt vil jeg køre ud og handle ind til aftensmaden. 

Jeg render dog stadig rundt i nat t-shirts og morgenhår, så måske jeg skulle rette lidt på det, inden jeg finder nøglen til bilen frem. 

Jeg tænker og nyder stilheden og pladsen til tankerne. Det der sker rundt om i verden er ikke særligt rart og kan ikke sættes på plads med ord. Jeg bliver bange og bekymret for fremtiden for mine børn og børnebørn. Jeg er ked af alle dem der har mistet og nu sørger i en tid, hvor der skulle være glæde og varme. 

Der mangler ord... 

Acceptere begrænsninger

Jeg kan skrive fleksjob ansat pædaogog på mit visitkort. Altså hvis jeg ville... 

Problemet er bare, at jeg har så svær ved at acceptere dette, for jeg prøver at undgå at skulle skilte med, at jeg ikke kan klare en almindelig ansættelse. Der ligger sig altid en "dyne" af ting folk tænker om det og snakken bliver tung og tyk af noget der kunne ligne misundelse, mistro og fordømmelse. 

Jeg har efterhånden fået min hverdag til at fungere, i gode perioder føler jeg, at det hele køre på skinner og at min verden er helt i vater. 

Jeg kan handle og reagere hensigtsmæssigt igen. Men altid mangler jeg noget, nemlig, min evne til at huske. Det er det allersværeste at acceptere. - Jeg går i panik, når jeg mærker hukommelsen svigter f.eks. Midt i en samtale, eller når jeg er på vej fra A til B. Jeg bliver mindre forskrækket, når det er langtidshukommelsen der svigter. Det kan jeg bedre undskylde og finde forklaring på. 

Jeg har lært at tage hensyn til begrænsningerne og forsøger af bedste hjerte at være "god nok" og følge med både privat og arbejdsmæssigt. 

" Mavepumperne" kommer dog pludselig ud af det blå og hver gang bliver jeg lige overrasket (og bange) 

Hvorfor skriver jeg dette ? Tjaaa har bare lige igen mødt den der mistro og mistillid. Er bare lige igen blive stemplet på en forkert og uhensigtsmæssig måde som gør, at jeg igen må slås for noget der er vigtigt. 

Suk .... Men heldigvis skinner solen, efterårets farver er smukkere end smuk. Musikken i højtaleren er skøn og mine symaskiner står klar. 

Hvad var det nu, jeg ville sy i dag ? 

Snøft og ynkelig

Nogen gange virker det bare ikke let, at finde ud af hvad lysten er til. 

Jeg ved godt hvor "skoen klemmer" men kæmper alligevel i mod. Måske fordi jeg ikke selv tror på det, eller måske fordi andre drager forhastet konklusioner som venligt og omsorgsfuld bliver fortalt mig. 

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg hader at være syg, handlingslammet og træt. 

Det startede med en masse nys og stoppet næse forsatte med ondt i halsen og ørene. Men jeg lagde mig ikke under dynen, for kan man det når man har familie? Tror det er de færreste mødre der trækker stikket ud 100 % 

Personlig er jeg slet ikke god til det. Jeg bliver sur, gnaven og mister overblikket, mens jeg lige snupper en dag mere på jobbet. Det koster og min fornuftig fortæller mig gang på gang, at tiden med dårligdom ikke bliver forkortet af at lege "helt" 

Jeg kan tælle 14 dage nu, hvor jeg har kæmpet lidt mere end sædvanligt. 

Men får jeg overtalt mig selv om at komme til læge for at blive podet i halsen? Nææ nej, næ næ !Jeg tror hele tiden det bliver bedre i morgen. 

Mit sind bliver fejlvurderet både af mig selv og af andre. Bekymret bliver jeg spurgt " går det ikke så godt? Er du lidt ked, stresset eller nervøs?" 

Nogen gange hopper jeg selv med på "vognen" - uh det er godt nok blevet mørkt om morgen... Jeg er dvask og uoplagt.. Kan ikke tage mig sammen og sover hele tiden... Jeg er nok på vej ned ? 

Men ærlig talt... Jeg er sgu bare fysisk syg. Ondt i hals, øre og mave. Det kan JEG også blive. 

Husk det nu. Frk. Aldrig sengeliggende. 

Ferie i Karrebæksminde

Tiden hvor der er tid og plads til tankerne. 

Feriens første uge er i morgen slut. Jeg har det lidt skidt med tiden, vil altid gerne have nået noget andet end det jeg nåede. Det er både frustrende og utaknemmeligt, jeg ved det og prøver virkelig at lærer at leve i nuet. 

I dagen vågnede vi tidligt, ved at regnen trommede hårdt mod campingvognen tag. Vinden ruskede så vognen og teltet knirkede faretruende. Lørdag morgen startede med en hel anden melodi, end den de andre dage på campingpladsen var startet med. 

Vores ferie startede fredag eftermiddag. Vi var trætte og ferietrængende så efter et kort husmøde besluttede manden og jeg, at vi ikke ville stresse for at komme afsted med campingvognen. Vi ville lade tilfældigheden råde for bestemmelsesstedet og havde kun bestemt at ferien skulle foregå på Sjælland. 

Så mandag morgen pakkede vi i roligt og anstændig campingvognen med tøj og lidt madvare. 

På forunderlig vis blev vi enige på en resteplads, at vi skulle til Karrebæksminde og holde ferie der. 

Næstved er min barndomsby. Her bor stadig lidt familie, som jeg dog ikke ser ret meget. Byen og området rummer så mange minder. Karrebæksminde var stedet min mor tog min lillebror og mig med ud til når der skulle bades. Vi havde madpakker, håndklæder, badetøj med. Brugte tiden i sandet og vandet, afsluttede dagen med en stor is inden vi kørte tilbage til Næstved solvarme og dejlige trætte. 

Dagene her i Karrebæksminde er gået meget hurtige. Solen har været gavmild og vi har nydt fiske måltider både i campingvognen og i en lille hyggelig fiskebutik. Vi har spist menuer de kaldes græshoppe og fladpande. Græshoppe er opkaldt efter broen der holder Enø og Karrebæksminde sammen. 

Campingpladsen er meget fin, ren og hyggelig. Vores udsigt ned til fjorden er fantastisk og vi er alle tre kommet ned i feriegearet, hvor vi lader tingene ske i langsomt tempo uden faste spisetider og faste planer. Fredagen endte med et storslået fyrværkeri på pladsen, som havde holdt åbent hus hele dagen. 

Trætte og godt møre faldt vi i søvn. 

Mine ben gjorder ondt af de 490 trappetrin som vi havde klaret på Møns klint, så da jeg vågende ved lyden af blæst og regn havde jeg slet ikke lyst til at stå op. Modet og troen på at dagen kunne ende godt var meget lang væk. Men dagen startede og jeg kom op til den velduftende kaffe vi havde købt i Stege og som manden havde brygget. Vi valgte at tage en tur ud i verden for at se på nogle af de loppemarkeder der annonceres på skilte, rundt ved vejene. Vejret blev pludseligt rart og mildt igen. 

Jeg fik købt lidt tøj og en fin køkkenrulle holder, inden vi kørte tilbage til pladsen og nød det sidste gode vejr. Nu er det igen blæsende og regnen har været forbi. Jeg må heller få tøjet fra snoren hentet ind, inden jeg går op og gør mig natteklar i toiletbygningen. 

I morgen er endnu en ny feriedag og det er kun den sidste feriedag af min første brugte ferieuge. Jeg har stadig to uger tilbage, hvad er der lige at ynke over ? 

Konfirmationer på samlebånd.

I lørdags var vi til vores 2. Konfirmation i år. Det var en fantastisk fest med en smuk ung konfirmand, akkurat som da vi var afsted for 14 dage siden. 

På fredag skal vi afsted igen. Jeg ved at den unge fyr glæder meget og at planlægningen har været i gang meget længe. Jeg glæder mig, ikke kun fordi jeg er sikker på at festen bliver fin og god, men også fordi der denne gang kun er 15 min transport. 

Min krop er øm og stiv efter de mange timer i bilen. Turen til Sjælland tager ca. 3 timer og 30 min hver vej. Men godt med pauser er nødvendige når vi er 5 voksne i en Berlingo, så vi brugte ca 8 timer på turen.  Uheldigvis var de to første konfirmationer, begge på Sjælland. 

 Knæ og hofte er stiv og knirker som en rusten låge. Jeg trænger til opvarmning og bevægelse. - tror det kommer automatisk i denne uge... Næste gang jeg skal igennem samlebånds konfirmationer, tror jeg forberedelsen må være noget med varmepude, støttestrømper og optræning.